BOREAN Innovation har investeret i iværksættervirksomheden Pesitho ApS der skal hjælpe flygtninge i blandt andet Uganda og fattige i Myanmar med at tilberede deres mad ved brug af solenergi.
Pesitho har udviklet et solpanelbaseret mikrokøkken, der kan anvendes i områder, hvor adgang til elforsyningen er begrænset, og som har en så lav pris, at nødhjælpsorganisationer vil udbrede det i større antal. Solpanelet genererer elektriciteten, der opbevares i det indbyggede batteri, og giver strøm til en kogeplade. Kogeenheden er lille, let og intuitiv i daglig brug, og der medfølger en meget isoleret gryde, som kan holde maden varm i timevis. Batteriet er tilstrækkeligt til at sikre, at køkkenet kan anvendes i flere timer efter mørkets frembrud.
En drøm går i opfyldelse
Thorben G. Nielsen, der er grundlægger og direktør i Pesitho, har været i vindmøllebranchen i mange år, men har samtidig længe haft en drøm om at være iværksætter. På et møde hos Siemens i 2017 om udviklingen af endnu en stor vindmølle, besluttede han at ændre kurs fra store løsninger til at udvikle et mikroprodukt, der kan bruges som en humanitær løsning globalt og skaffe strøm til verdens fattige.
- Jeg diskuterede ideen med 3 andre, som var meget positive – og de er også medejere af virksomheden. Det er endvidere nu lykkes at få BOREAN Innovation med som investor, fortæller Thorben G. Nielsen.
Borean Innovation investerer i perspektivrige virksomheder i den helt tidlige fase for at sikre færdigudvikling og kommercialisering af konceptet.
- Pesitho har et rigtig godt team og har samtidig med sin placering i Business Factory hos Aarhus Universitet i Herning vigtig adgang til studerende og forskere. Pesitho har desuden et rigtig godt samarbejde med Caritas Danmark, som også vil hjælpe med at udbrede løsningen til andre nødhjælpsorganisationer, fortæller Henning Klausen, der er investeringschef hos Borean Innovation, og som i forbindelse med investeringen indtræder som formand for selskabets bestyrelse.
100 køkkener til flygtninge
Der skal i første omgang leveres 100 mikrokøkkener til en flygtningelejr i Uganda og i Myanmar, hvor der i foråret skal testes i 3 måneder i forhold til udvalgte flygtninge.
- Testen vil danne baggrund for den endelige færdigudvikling af mikrokøkkenet inden lanceringen senere i 2019. Det er vigtigt, at vi analyserer brugen af produktet meget tæt, så derfor vil der også være ingeniør- og antropologistuderende, som følger projektet i hele perioden, slutter Thorben G. Nielsen.